Historien om Damhuskroen

Historien om den legendariske bygning går langt tilbage og mange kapitler er blevet skrevet om den historie, der både har været præget af hårde tider og liv og glade dage.

Vi skal tilbage til slutningen af 1600-tallet for at finde de første ord om kroen, hvor Christian d. 4. gav tilladelse til, at der kunne køre vagthus på stedet. Fra starten af 1700-tallet solgte hr. Anders Larsen øl, vin og brød på kroen – dog uden bevilling – og pga. modstand fra blandt andet lokale kroer, var Damhuset tæt på at lukke. 25/7-1757 lykkedes det dog at få bevilling over stedet, så det på lovlig vis kunne fungere som kro for lokale og for bønder, der skulle til og fra København.

Fælles for Damhusets historie, uanset om det har været som smugkro for bønder, landevejskro, forsamlingshus, natklub etc., så har det gennemgående kendetegn for stedet altid været, at det er folkets sted, stedet, hvor folket har kunnet samles. Damhuset har fungeret som opbevaring af skifteheste i staldene, forsamlingshus, vælgersted for valgmøder og sogneråd, danseskole, teater, selskabslokaler, julefester og fastelavn, musiksted for store musikere, natklub og meget andet. Listen over aktiviteter, som har foregået på Damhuset er alenlang, og de mange aktiviteter er netop et udtryk for stedet fantastiske historie, som har rigtig mange store og små kapitler med sig.

Én af de mere dramatiske historier er svenskernes belejring af København fra 1658-1660, hvor flere mennesker døde i og omkring Damhuset. Én anden historie er historien om ”Damhusmordet”, da en taxachauffør i 1922 blev skudt tæt på Damhuset. En mand blev dømt, men nægtede sig skyldig i de 16 år, han sad inde, og der er derfor stadig den dag i dag uvished om, hvem den rigtige morder var. En nat i 1973 udbrød der brand i Damhuset og Zillertal, Palmehaven og Kongesalen stod ikke til at redde. Heldigvis lykkedes det de tilkaldte brandmænd at redde den fredede hovedbygning.

Mange mennesker har over årene været ejere og forpagtere over Damhuset, og ofte er det blevet arvet videre til koner, deres nye mænd eller børn. Men i 1934 overtog Familien Stefansen stedet, og det skulle vise sig at blive afgørende for Damhuset, som gennemgik en stor ombygning af kro, kontorer, selskabslokaler og mødelokaler, og Damhuset blev igen et populært sted for folket efter nogle trange år.

Efter Familien Stefansens overtagelse af Damhuset, så var der de kommende år teater og musik i huset, som samlede folket, og ved siden af huset opførte man Damhus Tivoli, der fungerede som tivoli fra 1935 og frem til 2013. Damhus Tivoli blev særdeles kendt, og med mange forskellige aktiviteter som skydetelte, lykkehjul, radiobiler, rutsjebane og meget andet, så valfartede folk til. Særligt Brevduebanen var et populært samlingspunkt.

I 1957 kunne Damhuskroen fejre officiel 200-års jubilæum, og det betød stor fest, hvor man kunne få en middag, øl, snaps og musik for sølle 10 kr!

I nyere tid har Damhuskroen i høj grad fungeret som et sted, hvor folk kunne feste og danse i de sene nattetimer, og særligt enkebal – og senere ”Ladies Night” – var særligt noget, som Damhuskroen var kendt for. Og da en snobbet og fordomsfuld journalist på Ekstrabladet i 1979 besøgte stedet til netop sådan et arrangement, så skrev han efterfølgende i sin artikel: ”… Damhuskroens enkebal er herlig, folkelig underholdning. Arrangementet har et stort stampublikum, som elsker genren. Det kunne jeg også godt komme til”. På rigtig mange måder er dette citat meget rammende for nogle af Damhuskroens særlige kendetegn.

I det nye årtusinde er festen fortsat og store kunstnere som Monrad & Rislund, Brødrene Olsen og mange flere har været forbi Damhuskroen for at spille stedet op. Og i dag fungerer stedet forsat som samlingspunkt for folket og de lokale – både som natklub, selskabslokaler og til julefrokoster og meget andet.

Fra 2020 skal et nyt kapitel skrives om Damhuskroen, der nu går under navnet ”The Old Irish Pub – Damhuskroen”. Med stor bevidsthed om kroens stolte historie, skal kulturen bæres videre ind i en ny epoke, hvor lyden måske får en lidt anden klang – som det er sket så mange gange før i og omkring Damhuset – men forhåbentlig kan det være med til at give nye store oplevelser til folket, der stadig har sit berømte hus at samles i.